Kommunerne har forskellige tilbud til borgere med smerter i lænden. Nogle tilbud skal du henvises til, men kommunen har også åbne tilbud, som er for alle.
Se kommunernes tilbud og om det kræver en henvisning at deltage.
Tilbud i kommunen
- Genoptræningsforløb (Kræver henvisning fra hospitalet efter et forløb i hospitalsregi)
- Forløbsprogram med genoptræning (Henvend dig til din kommune eller bliv henvist af din læge)
- Det åbne tilbud (Deltag uden en henvisning)
Læs mere om de forskellige forløb i kommunen.
Genoptræningsforløb efter hospitalsforløb
Kommunen tilbyder genoptræning under vejledning af en fysioterapeut - hvis en læge fra hospitalet har vurderet, at du har behov for genoptræning, og kommunen har modtaget en genoptræningsplan.
Dit genoptræningsforløb i kommunen vil altid starte med en individuel samtale og undersøgelse ved en fysioterapeut. Træningen foregår enten individuelt eller på hold, hvor du vil møde andre med behov for genoptræning.
Dit genoptræningsforløb bliver planlagt ud fra dine behov og kan derfor være forskelligt fra andres. Formålet med genoptræningen er at hjælpe dig til det bedste resultat af den behandling, du har modtaget. Er du sygemeldt fra dit arbejde, kan der etableres et samarbejde med jobcenteret i din kommune.
Forløbsprogram med genoptræning
Kommunen kan vælge at tilbyde genoptræning til dig, hvis du på grund af smerter i lænden har problemer med at klare din hverdag. Tilbuddet er mest for ældre og pensionister, der ikke er behandlet på hospitalet og som skal have hjælp til at fastholde eller genoprette funktionsevne.
Henvend dig gerne til din kommune, hvis du er interesseret i tilbuddet, men din læge kan også sende en henvisning til kommunen. Kommunen vurderer, om du kan få bevilliget et forløb. Træningen vil typisk foregå 1-2 gange om ugen på hold og varer 3-6 måneder.
Forløbsprogrammet hos kommunen starter med en individuel samtale for at tilpasse forløbet til dine behov og ønsker. Du møder både fysioterapeuter og ergoterapeuter. Før den individuelle samtale med kommunen, er det en fordel, hvis du har gjort dig tanker om, hvad du ønsker at få ud af forløbet. Du kan eksempelvis få tilbud om træning og undervisning i, hvordan du kan leve med smerter i lænden, uden at smerterne tager styringen af dit liv. Du kan også få forebyggende tilbud i forhold til din kost, rygning, alkohol eller motion. Er du sygemeldt, kan kommunen også etablere et samarbejde med jobcenteret. Forløbet varer 8-9 uger og foregår enten på hold eller individuelt.
Det åbne tilbud
Det åbne tilbud i kommunen er til dig, der er i arbejde, og det kræver ingen henvisning. Du kan finde information om, hvor og hvornår det åbne tilbud foregår, på kommunens hjemmeside, i den lokale avis, på sociale medier eller hos din egen læge.
Det åbne tilbud finder sted en fast eftermiddag i måneden, og du deltager ofte sammen med andre. Tilbuddet indeholder råd og vejledning om at fastholde fysisk aktivitet og undervisning i teknikker til at håndtere smerter i lænden. Formålet et at støtte dig, så du kan blive ved med at arbejde, leve et aktivt liv og modvirke, at smerter fylder så meget i dit liv, at du for eksempel udvikler angst for at bevæge dig, eller for at der skal opstå en ny skade.