Udgivet d. 12. december 2024

Smitte med hoste, snot og feber spreder sig især i vinterhalvåret, hvor vi er mere indenfor og ses i større forsamlinger, hvor vi kommer tættere på hinanden og rører de samme steder.

Det virus, der hyppigst giver en forkølelse, kaldes rhinovirus, hvoraf der findes 100 varianter. Der findes flere hundrede virus af forskellige arter, og de kan mutere til forskellige varianter, ligesom vi kender det fra fx corona og influenza.

– Så selvom man har været forkølet mange gang før, er der risiko for at løbe ind i en variant, som kroppen ikke har dannet antistoffer mod, uddyber Eric Døssing Mønning. Han er praktiserende læge og vagtchef for Lægevagten i Viborg og Skive.

Han peger på vaccination mod corona og influenza for udsatte grupper som en central nøgle til at få dæmmet op for de mest voldsomme af vinterens virussygdomme. Samtidig er det vigtigt med fokus på god håndhygiejne.

 

Kontakt din egen læge

Langt de fleste luftvejsinfektioner behøver ikke lægehjælp.

– Læg dig hjem under dynen og sørg for at få rigeligt med væske. Tag eventuelt paracetamol (Panodil, Pamol etc.). Undgå at gå ud, før du er rask. Så er du med til at bryde smittekæden, fremhæver Eric Døssing Mønning.

Bliver du så syg, at du får brug for en læge, er der flere fordele ved at bruge egen læge – også selvom du måske skal vente på, at lægen har åbent næste dag.

– Lægen kender din forhistorie og kan sikre, at du får en behandling, der er målrettet. Bruger du egen læge i stedet for lægevagten, så betyder det også kortere telefonkø for dem, der bliver syge eller kommer til skade og ikke kan vente til deres egen læge åbner, pointerer han.

Du kan komme i kontakt med din læge eller lægens personale alle hverdage mellem kl. 8 og 16. Hvis du får alvorlige symptomer som fx åndedrætsbesvær eller påskyndet (hurtig) vejrtrækning uden for dette tidsrum, kan du kontakte lægevagten.

Feber hos børn

Børn kan have meget høj feber, men hvis barnets almentilstand ikke er påvirket, er der som regel ingen grund til at kontakte lægen.

Prøv gerne at give barnet paracetamol (Panodil, Pamol etc.) og se det an et par timer.

Hvis barnet får det bedre, fejler det sjældent noget, der kræver lægehjælp. Medicinen afhjælper dog sjældent alvorligere tilstande, og så bør lægen eller lægevagten kontaktes, hvis der ikke er bedring efter behandling.

Derimod skal du kontakte lægen eller lægevagten ved disse advarselstegn:

  • Hurtig, besværet vejrtrækning – eventuelt med en pibende eller hvæsende lyd.
  • Udslæt, der ikke forsvinder ved tryk på huden.
  • Nedsat urinproduktion, ingen våde bleer.
  • Hvis barnet er slapt og svært at komme i kontakt med.
  • Feberramte børn under 3 måneder bør altid ses af en læge

Feber hos voksne

Temperaturen er ikke altafgørende. Man kan sagtens have en ’fredelig’ virussygdom med meget høj feber - eller en behandlingskrævende bakteriel lungeinfektion og 38 grader.

Det er din almentilstand, som er afgørende for, om lægen skal på banen.

Hvis din almentilstand er o.k., så slap af og lad være med at knokle løs. Giv dit immunforsvar mulighed for at nedkæmpe virus. Brug gerne paracetamol (Panodil, Pamol etc.), som virker febernedsættende.

Kontakt lægen eller lægevagten, hvis din vejrtrækning er alvorligt påvirket. Fx med åndedrætsbesvær eller påskyndet (hurtig) vejrtrækning – eventuelt med en pibende eller hvæsende lyd.

7 gode råd til at undgå vinterens virussygdomme

Du kan selv gøre en indsats for at mindske risikoen for at blive smittet eller smitte andre med virussygdom, siger læge og vagtchef Eric Døssing Mønning.

Han fremhæver disse 7 råd:

  1. Husk den gode håndhygiejne – brug vand og sæbe eller håndsprit.
  1. Bliv vaccineret mod covid-19 og influenza, hvis du tilhører målgruppen for vaccination. Læs mere om vaccination her.
  1. Bliv hjemme, hvis du er syg. Det er ikke en heltegerning at slæbe sig afsted og smitte andre. Tværtimod. 
  1. Host og nys i ærmet eller lommetørklædet. 
  1. Rengør hyppigt overflader, som mange rører ved. Det gælder fx håndtag til døre og køleskab, vandhaner, stikkontakter og elektronik, som benyttes af flere personer, fx fjernbetjeninger og tablets.

  2. Frisk luft forebygger smittespredning indendørs. Luft hyppigt ud og skab gennemtræk flere gange dagligt – også når det bliver efterår og vinter med regn og kulde.

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet