Sådan behandler du sommerens skader
Hvad enten det drejer sig om fald, forbrænding eller flåtbid, er det en god ide at vide, hvordan du indleder behandlingen derhjemme.
Artiklen er udgivet d. 9. maj 2023
- Faldskader
Hvis der er mistanke om brud, kan du inden kontakt til lægen støtte bruddet i bedste mulige stilling. Ved åbent brud, så dæk såret til med et rent klæde. Tag gerne smertestillende håndkøbsmedicin. Hæv legemsdelen med brud over hjertehøjde.
Forstuvninger: Behandl hævelse og smerter med ispose, støttebind og ved at hæve den forstuvede legemsdel over hjertehøjde. Tag gerne smertestillende håndkøbsmedicin.
Hudafskrabninger og flænger: brug sårrens eller hudneutral sæbe og vand, når du renser såret og sæt plaster på. - Blødninger
Stands blødningen ved at komprimere med et rent klæde i mindst 10-20 min og tag kontakt til lægen, hvis det ikke ophører. - Tandskader
Forsøg ikke at sætte mælketænder på plads igen. Hvis en blivende tand slås løs, er det vigtigt ikke at røre ved tandroden. Hvis der er synligt snavs, skylles tanden kort med rindende koldt vand og opbevares derefter i spyt, mælk eller i munden mellem kind og tænder. - Øjenskader
Hvis man får et insekt, et blad, mørtel eller får skader fra fx gnister fra motoriseret værktøj, så er der risiko for øjenskader. Hvis du får et fremmedlegeme i øjet, forsøg at fjerne det eventuelt med en vatpind. Herefter skal du skylle øjet, hvis fremmedlegemet ikke er kommet ud, eller hvis der er kommet base eller syre i øjet. - Insektbid
Fjern broden ved at løfte den op med en lille nål eller skrab den ud med et kreditkort eller en negl. Undgå at bruge pincet, da det kan klemme giften mere ud i huden. Brug eventuelt en giftsuger.
Tag eventuelt en antihistaminpille (håndkøbsmedicin), hvis du får reaktion med stærk kløe eller anden ubehag fx kraftig hævelse.
Afkøl stikket med en klud med koldt vand eller en isterning. Brug gerne lokalbedøvende gel (håndkøbsmedicin). Tag eventuelt smertestillende håndkøbsmedicin. - Flåtbid
Anskaf en flåttang og fjern flåten inden for 24 timer. Vask med vand og sæbe.
Det er ikke nødvendigt at fjerne hoved-rester, da de nok skal falde ud af sig selv. - Forbrænding og solskoldning
Førstegrads forbrænding: Læg en klud med koldt vand på forbrændingen. Brug eventuelt lokalbedøvende gel (håndkøbsmedicin) eller fugtighedscreme uden parfume. Har du fået for meget sol, kan du også bruge aftersun lotion. - Andre forbrændingeer
Skyl med køligt vand, det skal ikke være koldere end cirka 15 grader. Vandet skal være tilpas tempereret, så skylningen er kølende og smertelindrende. Bliv ved i 20-30 minutter, eller til det ikke længere gør ondt. - Brandmænd
Fjern fangarme ved at skrabe huden med fx et kreditkort eller måske en ispind.
Skyl huden med saltvand og/eller husholdningseddike. Tag eventuelt en antihistaminpille (håndkøbsmedicin) mod stærk kløe og hævelse.
Når du er hjemme igen, kan du vaske stedet med vand og hudneutral sæbe, samt bruge lokalbedøvende gel og smertestillende håndkøbsmedicin. - Hugormebid
Efter at være blevet bidt af en hugorm er det vigtigt, at sætte sig ned i sikkerhed fra hugormen og holde sig i ro for at mindske spredning af giften rundt i kroppen.
Ring 1-1-2 med det samme, da et hugormebid kræver akut behandling.
Kilde: Behandler- og akutsygeplejerske Nanna Borup Andersen, Regionshospitalet Viborg.
Førstehjælps-sommer-kasse
- Flåttang. Til at fjerne flåter.
- Sårrens. For at forhindre betændelse.
- Plaster. For at beskytte såret.
- Antihistamin (håndkøbsmedicin). Tag eventuelt en tablet på 10 mg, hvis du reagerer med stærk kløe eller anden ubehag fx kraftig hævelse.
- Solcreme. Forebygger solskader.
- Husholdningseddike. Kan bruges ved skader efter brandmænd.
- Giftsuger. Til insektstik.
- Lokalbedøvende gel (håndkøbsmedicin). Overfladebedøvende ved solskoldning eller insektbid.
- Ispose. For at mindske hævelse. Du kan også bruge en pose frosne ærter.
- Støttebind. For at mindske hævelse bl.a. ved mistanke om forstuvning
- Smertestillende håndkøbsmedicin. Paracetamol og ibuprofen (hvis man tåler det). Man må gerne tage smertestillende medicin inden læge- eller skadestuebesøg, og man kan kombinere de to typer.
- Drikkevand. Forbygger dehydrering.
- Telefonliste til egen læge, lægevagten og tandlægevagten. Den kan du også have i din telefon.
Flere artikler om samme emne
Flere får skader i sommerhalvåret
Knoglebrud, sår, forbrændinger og forstuvninger er bagsiden af glæden ved at komme udendørs i sommermånederne.
Sygeplejerske: ’Sommerskader’ kan undgås med lidt omtanke
Sommerskader: Hvornår skal jeg søge læge?
Kan behandlingen klares derhjemme – eller skal jeg søge læge. Det kan du blive klogere på her.
Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed
Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.
Se andre artikler fra nyhedsbrevet her
Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.