Graviditeten skridt for skridt
Her får du et overblik over din graviditet, og hvad du kan forvente af hjælp og støtte undervejs fra din jordemoder og læge.
Foto: Søren Braad Andersen
Udgivet d. 25. november 2024
Kvalitets- og udviklingsjordemoder Charlotte Egholm Lyngsø fra Regionshospitalet Gødstrup tager dig i hånden og gennemgår de 3 trimestre i graviditeten.
1. trimester – graviditeten begynder
De første tegn på graviditet er ofte, at ens menstruation udebliver.
Du kan føle madlede, kvalme, have ondt i maven på en anderledes måde end vanligt. Ligesom mange oplever ømme bryster og træthed. De fleste vælger at tage en graviditetstest derhjemme.
Første møde med lægen. Er graviditetstesten positiv, kan du ringe til lægen, som oftest gerne vil se dig i uge 8-9.
Her vil lægen konstatere, om du er gravid. Du får taget blodprøver, og lægen mærker som regel også på maven for at undersøge, hvor stor livmoderen er.
Lægen vil gennemføre en almindelig helbredsundersøgelse, og du bliver spurgt om, hvor du ønsker at føde. Derefter bliver du henvist til et fødested.
Følg graviditeten i Emento. I Region Midtjylland kan gravide få informationer fra klinikken om deres graviditetsforløb løbende via en app på deres telefon.
Så snart fødestedet modtager henvisning fra egen læge, så bliver du oprettet i den digitale forløbsguide.
Du logger ind med NemID og modtager derefter oplysninger om lige netop der, hvor du er i graviditeten, og hvornår du har det næste besøg. Vi tilbyder også et Emento-forløb til din partner.
Første konsultation hos en jordemoder er mellem 10. og 16. uge – alt efter hvornår du har været til første lægebesøg og hvilket fødested, du er tilknyttet.
Her vil jordemoderen tale med dig og din eventuelle partner om det, der fylder hos jer.
Vi ser på og rådgiver om både den fysiske og den psykiske sundhed.
Vi taler om familiedannelse – dine/jeres tanker om at blive forældre og er opmærksomme på, at der findes mange forskellige familiekonstellationer, og at ingen er mere rigtige end andre.
1. trimesterskanning er mellem 11. og 13. uge. Vi sammenholder skanningen herunder tykkelsen af nakkefolden med resultatet af de blodprøver, du fik taget hos lægen.
Inden du går, får du at vide, hvad din sandsynlighed er for et sundt og rask barn, og den er heldigvis for de fleste stor. Hvis du har en øget risiko, bliver du tilbudt endnu en blodprøve eller en moderkagebiopsi.
2. trimester – fostret udvikler sig
Du mærker liv. Det sker som oftest omkring 20. uge. Indtil da har du måske mest mærket symptomer som kvalme og opkast, men nogle af de mere ubehagelige symptomer vil for de fleste forsvinde på dette tidspunkt, og du får fornemmelsen af at være mere ovenpå.
Det sker ofte samtidig med, at du mærker fostret bevæge sig, og du og andre kan begynde at se maven vokse.
Efter 24. graviditetsuge vejledes du i at sikre, at du mærker liv dagligt.
2. trimesterskanning er omkring 21. uge. Her kan man se organerne, og det er muligt at se, om der eventuelt er misdannelser hos barnet.
Det er også her, du som forældre kan se fx hænder og fødder, og du kan måske få et billede med hjem.
Jordemoderkonsultation i 21. uge. Denne jordemoderundersøgelse er hos nogle fødesteder efter behov, andre steder får alle tilbuddet.
Besøg hos egen læge i 25. uge. Lægen lytter til barnets hjerte og måler at maven vokser, som den skal. Lægen kan også tjekke din urin og dit blodtryk.
Hvis du har blodtypen Rhesus negativ, så får du tilbudt en blodprøve, hvor dit barns blodtype bliver bestemt. Hvis blodtypen adskiller sig fra din, får du tilbudt en indsprøjtning kaldet Anti-D omkring 29. graviditetsuge.
Indsprøjtningen forhindrer, at dit blod danner antistoffer.
3. trimester – barnet vokser
Fødselsforberedelse. De kommende forældre kan tilmelde sig fødselsforberedelse. Det foregår fysisk, eller du kan alt efter fødested se webinarer om graviditet og fødsel online.
Jordemoderkonsultation i 29. uge. Samtalen tager udgangspunkt i, hvad der fylder hos jer.
Hvis vi ikke tidligere har talt om barnets ernæring, så ved vi af erfaring, at dette ofte vil være et godt tidspunkt. Du skal også medbringe en urinprøve og have målt blodtryk.
Jordemoderen undersøger og måler maven. Hun kan mærke, hvordan barnet ligger inde i maven lige nu og taler med dig om, hvordan du mærker barnet.
Besøg hos egen læge i 32. uge. Her vil du igen blive undersøgt, og lægen sikrer sig, at alt forløber, som det skal.
Jordmoderkonsultation i 35. (for førstegangsfødende) eller 36. (hvis du har født før) uge. Her vil vi som regel tale om den kommende fødsel.
På dette tidspunkt har de fleste været til fødselsforberedelse, og det er en god lejlighed til at stille spørgsmål til din jordemoder.
Nogle er indstillet på at tage det hele, som det kommer, andre har lavet en ønskeseddel, som vi kan tale ud fra. Vi anbefaler, at de, der skal med til fødslen, deltager i denne konsultation, hvad enten det er en partner eller en anden støtteperson.
Fødslen nærmer sig. I de sidste uger inden termin holder vi ekstra godt øje med både mor og barns sundhed, og de fleste går til kontrol hver eller hver anden uge frem til fødslen.
Vi ser på, om blodtrykket er, som det skal være, at maven vokser, som den skal, og der er mulighed for at tale med din jordemoder om de gener, du måtte have som højgravid.
Over tid. Hvis graviditeten går over terminen, så bliver du tilbudt et tjek, når du er i graviditetsuge 41 og 3 dage.
Her taler vi med dig om igangsætning eller ej, hvis ikke fødslen er startet af sig selv, når du rammer uge 41 og 5 dage.
I Region Midtjylland anbefaler vi, at fødslen sættes i gang, så barnet kan fødes inden for 14 dage efter termin. Det gør vi af hensyn til barnet, fordi der på dette tidspunkt kan være en lille risiko for, at moderkagen fungerer dårligere.
Læs også:
Sådan forløber en fødsel
6 myter om din graviditet
Se, hvad der er fup og fakta: Betyder halsbrand et barn med langt hår?