6 myter om din graviditet
Der eksisterer mange myter om graviditet og fødsel, men hvad passer, og hvad er bare en vandrehistorie?
Udgivet d. 25. november 2024
- Hvis du har halsbrand under graviditeten, så venter du et barn med langt hår.
Det har vi jordemødre grinet af i mange år. Men faktisk viser den nyeste forskning, at de hormoner, der er med til at give barnet hår, er de samme hormoner, der gør, at mor kan få mere halsbrand. Så vi må konstatere, at det er sandt nok. - Mavens form viser, om du får en pige eller en dreng.
Nogle mener, at hvis maven er rund, får du en dreng, og er maven spids, bliver det en pige. Eller omvendt alt efter, hvem du spørger. Det passer ikke. Mavens form afhænger af andre faktorer fx højde og drøjde, eller om du er første- eller flergangsfødende. - Du får større fødder af at få børn.
Det har noget sandhed i sig. Mange får hævede fødder under graviditeten. Det giver et øget stræk af føddernes ledbånd, og dermed får du ofte en mere flad fod. I følge forskerne kan det betyde, at fødderne vokser med, hvad der svarer til en halv skostørrelse. - Du har mere kvalme, hvis du venter en pige.
Det passer. I hvert fald, hvis du lider af meget voldsom kvalme med opkast over længere tid, det vi kalder Hyperemesis. Den tilstand er ganske rigtig hyppigere, hvis du venter en pige. - Der fødes flere børn, når det er fuldmåne.
Det passer ikke. På vores gamle sygehus havde vi en tavle, hvor vi placerede en lille nål for hvert barn, som blev født på afdelingen. Her kunne vi se, at der ikke var flere kvinder, som oplevede, at vandet gik under fuldmåne. Forskningen afkræfter det også. - Gravide må ikke løfte armene og fx hænge tøj op, for så risikerer man, at barnet bliver viklet ind i navlestrengen.
Det passer ikke. Børn er viklet ind i navlesnore, og de har den også om halsen, og det er helt normalt og ikke farligt. Og vi ved, at det ingen betydning har, om mor hænger vasketøj op eller gør andre ting med armene over hovedet.
Læs også:
Din graviditet fra undfangelse til fødsel
Klik dig klogere her: Se, hvad du kan forvente under din graviditet
Sådan forløber en fødsel
Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed
Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.
Se andre artikler fra nyhedsbrevet her
Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.