Spiseforstyrrelse kan behandles

Udgivet d. 21. marts 2024.

Sygdomserkendelse kan være svært for patienter med spiseforstyrrelse. Og derfor kan det tage tid at komme i gang med behandling. Men der er hjælp at hente hos din egen læge, som kan henvise til relevant behandling – fx i psykiatrien.

Når et menneske får en spiseforstyrrelse, er det et symptom på noget andet, som er udfordrende for den enkelte.

I stedet for at håndtere de svære følelser bliver strategien en kontrol over det område, der handler om at spise, og det betyder, at patienten over tid får et ubalanceret forhold til mad.

– Det vil sige, at der er nogle regler, man ikke kan afvige fra, og det gør, at man kommer til at leve sit liv på en uhensigtsmæssig og ufleksibel måde. Kontrol over maden og de faste ritualer kommer til at fylde det hele, siger psykolog Stine Lystrup, som er psykologfaglig koordinator på Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

– Vi oplever, at der er en høj sammenhæng mellem spiseforstyrrelser og psykisk mistrivsel. Her i klinikken ser vi, at spiseforstyrrelsen tager gradvist over på de fleste livsområder og tager al personens fokus og energi. Når man først er blevet grebet, kan det være rigtig svært at komme ud af.

At få en spiseforstyrrelse er både skadeligt for ens krop og ens psykiske velbefindende, og det kan blive så alvorligt, at det er livstruende.

Anoreksi er blandt de psykiske lidelser med størst dødelighed.

– Vi følger patienterne nøje, fordi det er ekstremt belastende for både psyken og kroppen at have en moderat til svær spiseforstyrrelse, som er det, vi behandler her på klinikken. Ved ekstrem lavvægt kommer der ublance i kroppen, og det betyder fx, at man kan få ødemer, væskeophobninger i kroppen, eller i værste fald et hjertestop. Ved bulimi kan man få hjertestop på grund af kaliumniveauet i kroppen, og overvægt kan også have mange følgevirkninger, siger psykolog Stine Lystrup.

Der er ofte de pårørende eller andre i patientens omgivelser, som kan se, at den er gal.

Mens patienten selv kan have en helt anden opfattelse og ikke ser alvoren på samme måde.

– Det er en kæmpeudfordring, at mange af vores patienter føler sig presset ind i behandlingen. Der er en stor ambivalens, fordi de måske godt kan mærke, at noget ikke er, som det skal være, men det giver samtidig en stor utryghed at give slip på deres strategi til at cope med det kaos og ubehag, de oplever i deres indre, understreger psykologen.

– Vi kan blive nødt til at afslutte en behandling, hvis patienten ikke er klar. Vi kan ikke tvinge dem til at tage deres medicin, som i dette tilfælde er mad.

Spiseforstyrrelser er kort fortalt en håndgribelig strategi til at klare det, der er svært. Og bag sygdommen er der både nogle disponerende faktorer, nogle udløsende faktorer og nogle fastholdende faktorer.

– Man kan fx være arveligt disponeret for at udvikle en psykisk lidelse, og en udløsende faktor kan være at have mistet en nærtstående eller andre traumatiske hændelser. Det er ofte flere ting, der gør, at en person er blevet belastet og overvældet – og her har spiseforstyrrelsen kunnet give personen en pause fra de svære følelser og oplevelsen af at kunne handle sig ud af ubehaget.

Man kan sige, at spiseforstyrrelsen er en strategi til at håndtere svære følelser. Men hvad er det, den enkelte føler, de får ud af sådan en strategi?

– Patienterne føler, de får en kontrol og en ro. Der er noget at fokusere på, som ikke er alt det kaos inden i dem. De kan føle, at de får en pause i forhold til de krav, de oplever, der bliver stillet. De har måske en oplevelse af at skulle klare det hele selv – og her er spiseforstyrrelsen en oplagt strategi til at dæmpe ubehaget.

Patienterne oplever typisk en tryghed ved den spiseforstyrrede adfærd.

– Men det, der reelt sker, er, at man rent faktisk lukker ned for kroppen og overhører kroppens naturlige signaler om sult og følelsernes budskab, siger Stine Lystrup.

I ambulatoriet behandler Stine Lystrup flere kvinder end mænd. Men antallet af mænd er stigende.

– Vi ser flere og flere mænd i klinikken. Det kan jo være, fordi samfundets forventninger til manden har ændret sig. Det er jo ikke kun kvindekroppen, som der er idealer for.

Hos mænd kan vi fx se, at de har dyrket sport og fokuseret på kost og træning, og så kan det på et tidspunkt tage overhånd. Unge mænd forholder sig måske også til psykisk sårbarhed på en anden måde end tidligere.

Men også tidens omdiskuterede kønsbegreb bliver mere og mere vigtigt for forskerne i forhold til forståelsen af spiseforstyrrelser.

– I klinikken har vi også en større forekomst af dem, som har en eller anden form for spørgsmål til deres eget køn. Her ser vi en sammenhæng med at kunne begrænse kroppens udvikling, og kunne påvirke kroppen. Man kan forestille sig, at hvis man har en usikkerhed om eget køn, eller måske er ret bevidst om, at det kan være utroligt smertefuldt at skulle tage stilling til, så kan man af den årsag have brug for at lukke ned for alt det, der sker, også den fysiske udvikling.

I ambulatoriet taler behandlerne om to spor til bedring. Det første er, at få patienterne stabiliseret fysisk ved at støtte dem i at spise stabilt og tilstrækkeligt. De får kostplaner, hvor der arbejdes hen imod seks måltider om dagen. Uanset om behandlingen kræver, at patienten tager på i vægt eller ej, vil der være fokus på stabilisering.

– Det andet spor er at tale med dem og sammen undersøge, hvordan de kan håndtere deres følelsesliv på en anden og mere hensigtsmæssig måde. For når de begynder at arbejde med deres spiseforstyrrelse, så kommer alle følelserne væltende, og der skal vi hjælpe dem til at rumme og håndtere følelserne.

Stine Lystrup oplever ofte, at patienten gerne vil tale om, hvorfor de har udviklet en spiseforstyrrelse, men er mindre motiverede for at ændre adfærd.

– Så det er op til os at holde fast i, at det er nødvendigt at spise stabilt og tilstrækkeligt, siger hun.

I klinikken møder psykolog Stine Lystrup de moderate til svære tilfælde af spiseforstyrrelser. Men hvornår er en spiseforstyrrelse alvorlig nok til, at man bør søge læge?

– Man skal søge læge, så snart man føler, at der er noget, der fylder for meget og forhindrer en i at leve frit. Hvis man opsøger sin læge på et tidligt tidspunkt, kan det måske være nok at få talt med lægen, en psykolog eller nogle af de frivillige organisationer. Arbejdet med at hjælpe sygdomserkendelsen på vej, kan fint ligge der, så patienterne måske slet ikke behøver at komme her hos os i psykiatrien, understreger Stine Lystrup.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.