Udgivet d. 21. marts 2024.

Her dykker vi sammen med psykolog Stine Lystrup, Psykiatrisk Klinik for Spiseforstyrrelser i Region Midtjylland ned i, hvad man som pårørende til en person med spiseforstyrrelser kan gøre for at støtte. Det handler både om at blive opmærksom på sygdommen – og om at støtte undervejs i behandlingen.

Tag samtalen. Konfronter personen med det, du oplever, og giv udtryk for, at du er bekymret for det, du ser. Det er ok at give udtryk for sin bekymring.

Forvent at blive afvist. Der er en rigtig stor sandsynlighed for, at du som pårørende bliver afvist. Og at det sker igen og igen. Det kan være svært at rumme, men tro på at det nytter og gør dig tilgængelig for, at I kan tage samtalen på et andet tidspunkt.

Vær tålmodig. Det er ikke sikkert, at personen hopper på din omsorg i første omgang. Men at blive ved med at gøre dig tilgængelig, eller lige sende en besked, eller vise noget støtte og opbakning og omsorg over tid, kan være det, der gør forskellen og til sidst gør det trygt for personen at åbne op.

Vær et spejl. Du er din pårørendes spejl. Det er i virkeligheden ret vigtigt og kan sætte en erkendelsesproces i gang. Måske er det netop det, der skal til, for at personen tænker: ‘Er det virkelig synligt for andre?’

Tilbyd hjælp. Tilbyd fx at gå med til egen læge. Det tilbud arbejder hos personen, selvom svaret måske i første omgang er nej. Og så kan det være, at patienten næste gang du spørger har mod på at tage imod.

Støt patienten i behandlingen. Hvis patienten er nået til at få behandling, er det vigtigt at de pårørende støtter, også når patienten taber modet. Man kan opleve, at patienten får det værre, fordi de ikke længere kan bruge deres kontrolstrategi, så du skal hjælpe med at udholde smerten, selvom det er svært.

Vær forberedt på modstand og konflikter. Jeg sammenligner det tit med den støtte, man som forældre giver til et lidt mindre barn, hvor man siger, det er det her, du skal spise, og det er det her, der er sundt for dig. Det kunne ske, at barnet skreg og brokkede sig, men derfor er det alligevel vigtigt at holde fast.

Bevar roen. Det er vigtigt, at man som pårørende prøver at bevare roen og ikke lade sig skræmme. Og at man hjælper til at kæmpe mod sygdommen og ikke mod behandlingen. Det kan jo være fristende at give patienten ret: ‘Jamen det er da også meget mad, og hvordan kan de presse dig til, at du skal spise så meget?’

Hold ud. Det tager tid. Behandlingen kan tage tid, men selvom det er svært, så tænk på, at behandlingen kan være livsvigtig for patienten.

Hold fast i normaliteten – og søg selv hjælp. Tag det alvorligt, at det kan være hårdt arbejde at være pårørende. Pårørende har brug for nogle at tale med og ventilere over for nogen, der ikke er patienten. Brug dine venner – eller søg hjælp hos professionelle.

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.