Udgivet d. 8. marts 2022
Diabetes-symptomer bliver ofte forvekslet med almindelige småskavanker. Se, hvad du skal være opmærksom på.
Symptomerne på type 2-diabetes kan være svære at opdage. De er tit ret svage i begyndelsen og udvikler sig langsomt – fra måneder til år. Symptomerne bliver ofte forvekslet med almindelige småskavanker og aldringstegn, og så kan der gå flere år, før sygdommen bliver opdaget.
Der kan være god grund til at tale med din læge, om du bør undersøges for type 2-diabetes, hvis du:
- Er mere tørstig og drikker mere end normalt.
- Tisser oftere og mere end normalt.
- Føler dig mere træt og uoplagt.
- Føler dig utilpas over en længere periode.
- Oplever et uforklarligt vægttab.
- Oplever at dit syn bliver sløret.
- Får infektioner i huden og omkring kønsorganerne.
- Får sår, der har svært ved at hele.
På længere sigt kan type 2-diabetes give symptomer som nedsat syn og nedsat følesans eller brændende smerter i fødderne.
Type 2-diabetes skyldes altid en kombination af flere faktorer. Arvelighed og overvægt er nogle af de lodder, der kan få vægtskålen til at tippe. Lægen vil derfor foretage en helhedsvurdering af din risiko for at have eller udvikle sygdommen.
Hvis du bliver tilbudt screening for type 2-diabetes, så mød op til undersøgelserne.
Det er nemt at få undersøgt, om man har type 2-diabetes. En blodprøve hos lægen kan give svaret med det samme.
Kilde: Overlæge Søren Tang Knudsen, Steno Diabetes Center Aarhus.