Flere får type 2-diabetes
Udgivet d. 8. marts 2022
Både arvelighed og livsstil spiller ind, når det gælder risikoen for at udvikle type 2-diabetes.
Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, hvor ens blodsukker er forhøjet – enten fordi kroppen ikke producerer insulin nok, eller fordi den ikke kan udnytte insulinen optimalt. Insulin er et hormon, der hjælper kroppens celler med at optage sukkerstofferne fra den mad, vi spiser. Hvis sukkerstofferne ikke kan komme ind i cellerne, stiger blodsukkeret.
I Danmark lever omkring en kvart million mennesker med type 2-diabetes. Dertil kommer cirka 76.000, som skønnes at have sygdommen uden at vide det.
For højt blodsukker over længere tid kan give en række komplikationer og følgesygdomme.
Derfor er det vigtigt at få diagnosticeret sygdommen, så man kan komme i behandling og forebygge følgevirkninger med sunde vaner i hverdagen.
Type 2-diabetes øger risikoen for bl.a. blodprop i hjertet, blodprop i hjernen, nyresygdom, nerveskader, nedsat syn og føleforstyrrelser i fødderne.
Både arv og livsstil spiller ind
’Jeg forstår det ikke - der er jo ingen i familien, som har det … ’
Sådan lyder det tit, når patienter med type 2-diabetes får at vide, at sygdommen er arvelig. Men den er ikke nødvendigvis arvelig på den gængse facon, hvor den nærmeste familie også er ramt.
- Type 2-diabetes udløses af et kompliceret samspil mellem arv og miljø. Det er vores gener og vores livsstil, som sammen er afgørende for, om vi udvikler sygdommen. Hos nogle spiller generne stærkt ind, mens det hos andre især er livsstilen, forklarer Søren Tang Knudsen. Han er overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus og klinisk lektor på Aarhus Universitet.
Type 2-diabetes bliver ofte fejlagtigt kaldt en livsstilssygdom. Derfor kan der være noget skyld forbundet med sygdommen, og det er ikke rimeligt, fastslår overlægen:
- Arveligheden spiller en afgørende rolle. Hvis man ikke er genetisk disponeret for sygdommen, udvikler man den ikke.
Generne har fx også indflydelse på, hvordan forskellige etniske grupper udvikler sygdommen. Der er eksempelvis ikke usædvanligt, at normalvægtige asiatere får type 2-diabetes, mens lidelsen blandt vesterlændinge ofte går hånd i hånd med overvægt.
Flere får sygdommen - færre får følgesygdomme
Stadigt flere mennesker får konstateret type 2-diabetes. Det gælder både i Danmark og andre steder på kloden.
Det skyldes bl.a., at der er flere overvægtige med en usund livsstil. Derfor udvikler de sygdommen, som de er genetisk disponeret for.
Risikoen for at udvikle type 2-diabetes stiger med alderen, så i takt med at vi lever længere, er der også flere, som får sygdommen. Det spiller også ind, at det er blevet nemmere at opdage sygdommen under et almindeligt helbredstjek hos lægen.
- Heldigvis går det den modsatte vej med følgesygdommene. Det skyldes især bedre medicin og spisevaner, fysisk aktivitet, rygestop og regelmæssige undersøgelser, fortæller Søren Tang Knudsen.
Type 1-diabetes er en helt anden sygdom
Kun et tal adskiller navnene på type 1- og type 2-diabetes, men det er to vidt forskellige sygdomme.
Når man har type 1-diabetes, ødelægger kroppens immunsystem de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen.
Kroppen mangler derfor insulin og skal have det tilført resten af livet. I Danmark har cirka 28.000 mennesker type 1-diabetes. Antallet er stigende. Sygdommen rammer ofte børn og unge.
Sukkersyge under graviditeten
Graviditetsbetinget diabetes er en tilstand, der opstår i forbindelse med graviditet.
Risikoen stiger, hvis man er overvægtig og genetisk disponeret for type 2 diabetes.
Sygdommen forsvinder næsten altid umiddelbart efter fødslen, men 10 år senere vil halvdelen af mødrene have udviklet type 2-diabetes. Denne risiko kan reduceres betydeligt med sund kost, vægttab og motion.
Klik dig klogere
Videncenter for Diabetes
Videncenter for Diabetes er en dansk vidensportal, som samler og formidler forskningsbaseret viden om diabetes, årsager, behandling, følgesygdomme og livet med diabetes. Målgruppen er personer med diabetes, pårørende, fagpersoner og alle andre, som vil vide mere om diabetes.
Podcast om diabetes
Kom med en tur rundt i landet og mød nogle af de dygtige forskere, der er på jagt efter mere viden om diabetes. Viden, der måske kan ændre på, hvordan vi forstår, forebygger og behandler de mange forskellige typer af diabetes.
Steno Diabetes Aarhus har samlet nogle af de podcast, som er udgivet af de fem Steno Diabetes Centre i Danmark.
Læs også:
De første tegn på type 2-diabetes kommer ofte snigende
Gode råd til dig, som har type 2-diabetes
Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed
Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.
Se andre artikler fra nyhedsbrevet her
Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.