Sådan hjælper vitaminer og mineraler dig til en sund livsstil
Vitaminer og mineraler påvirker vores energiniveau, immunsystem, knoglestyrke og vores kognitive evner.
Artiklen er udgivet d. 26. juni 2023
Vitaminer og mineraler er en vigtig del af de grundlæggende byggesten, der sørger for, at vores krop fungerer. Den vigtigste kilde til vitaminer og mineraler er vores kost.
– Vitaminer og mineraler sørger for at få styrket vores energistofskifte, det vil sige, at vi kan optage energi fra maden. De sørger også for, at vi kan få forbrændt kulhydrater, proteiner og fedt, men også at hud, hår og negle kan vokse, forklarer diætist Karina Kirstine Nielsen, Ernæringsklinikken, Region Midtjylland.
– Der er også vitaminer, som er vigtige, for at vi kan blive ved med at forplante os, for at vi kan se, kan styrke vores immunforsvar og for at vores slimhinder i kroppen fungerer.
Vitaminer og mineraler påvirker vores energiniveau, immunsystem, knoglestyrke og vores kognitive evner.
Behov for ekstra tilskud
- Vores største behov for vitamintilskud er D-vitamin. Særligt fra oktober til april, står solen simpelthen ikke højt nok på himlen til, at vi kan få dækket vores behov for D-vitamin. Heller ikke gennem kosten, siger Karina Kirstine Nielsen.
Det kan også være nødvendigt med ekstra B-vitamin. B12 er vigtig for, at vi kan danne røde blodlegemer, og for at vi kan få vedligeholdt vores nerver. Er du gravid eller ønsker at blive det, så er det vigtigt at få nok B9-vitamin (folsyre).
– Hvis mor er gravid, så skal hun bruge folsyre for at undgå, at barnet kan fødes med misdannelser, forklarer Karina Kirstine Nielsen
Ligesom man ikke kan leve uden at spise, kan man heller ikke leve uden vitaminer og mineraler. Da kroppen ikke selv kan danne dem, ja, så er vi afhængige af at få dem primært gennem den mad, vi spiser.
– Spiser du varieret og sundt hver dag, så er du faktisk dækket ind. Vi skal holde os til de officielle kostråd: Magert kød, magre mælkeprodukter, at spise fulkornsprodukter – at vi ikke har et overdrevet indtag af kød – men spiser rødt kød en til to gange om ugen. Og at vi får fjerkræ og fisk flere gange om uge, forklarer diætist Karina Kirstine Nielsen.
Det er også et godt råd at erstatte noget af det røde kød med bælgfrugter, så vi får proteiner fra planteriget – det er godt både for den enkelte og for miljøet.
Siden år 2000 har myndighederne bestemt, at husholdningssalt skal tilsættes mineralet jod. Den beslutning blev taget, fordi mange fik for lidt jod, og det førte til stor forekomst af struma (forstørret skjoldbruskkirtel) i 1990'erne.
Det hører dog til sjældenhederne, at myndighederne griber ind på denne måde. Så der er ingen vej uden om selv at sørge for at få tilstrækkeligt med mineraler og vitaminer.
– Får du ikke frugt og grønt nok, så vil langt de fleste være dækket ind med en multivitaminpille, understreger Karina Kirstine Nielsen.
Bliv klogere på vitaminer og mineraler
Hvert vitamin og mineral har sin berettigelse for at kroppen kan fungere. Du kan læse mere om de enkelte vitaminer og mineralers funktion på sundhed.dk
Læs også:
Har du behov for et ekstra tilskud?
Se listen her: Nogle grupper af mennesker har behov for ekstra vitaminer og mineraler.
Vitaminmangel: Her er symptomerne
Læs mere her: Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis din krop mangler vitaminer og mineraler.
Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed
Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.
Se andre artikler fra nyhedsbrevet her
Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.