Artiklen er udgivet d. 21. marts 2023

Gluten er proteiner, der findes i hvede, rug og byg. De fleste af os kan uden problemer spise brød, pasta, kager og alle mulige andre fødevarer med gluten.

Men hos nogle mennesker skader gluten tarmen, så den ikke kan optage næringsstoffer fra maden, som den skal. De har glutenintolerance – også kaldet cøliaki.

– Cøliaki kaldes også glutenallergi, men det er ikke korrekt. Cøliaki er en autoimmun tarmsygdom og skal ikke forveksles med fx hvedeallergi, som er en helt anden sygdom, forklarer klinisk diætist Mia Rasholt fra Regionshospitalet Horsens.

Glutenintolerance får kroppens immunsystem til at lave en fejltolkning på gluten i tyndtarmen. Immunsystemet begynder derfor at nedbryde slimhinden i tarmen, så de små fimrehår forsvinder.

– Så har tarmen en meget lille overflade at optage næringsstoffer fra, så man får ikke nok næring ud af maden. Den rutsjer bare igennem, og derfor kommer man til at mangle vigtige næringsstoffer som fx vitaminer og mineraler, fortæller Mia Rasholt.

Sygdommen kan give blandt andet diarre, forstoppelse og oppustethed i tarmsystemet, men symptomerne kommer ikke nødvendigvis fra maven og tarmen. Voldsom træthed og humørsvingninger er også almindelige tegn på glutenintolerance. Nogle får udslæt og kløende blærer på huden.

Udover at gå hårdt ud over livskvaliteten kan sygdommen forårsage knogleskørhed, fordi kroppen ikke optager kalk og D-vitamin. Der er også øget risiko for at udvikle en særlig form for tarmkræft, hvis man ikke holder sin glutenfri diæt.

Glutenintolerance kan bryde ud i alle aldre

Glutenintolerance kan ramme børn og voksne og bryde ud i alle aldre. Man regner med, at cirka en procent af befolkningen har sygdommen.

Det er dog langtfra dem alle, som får stillet diagnosen. Mange lever med symptomerne og opfatter det som normalt at være udmattet og have bøvl med maven.

Man ved ikke helt, hvad der trigger sygdommen, som i en vis grad er arvelig.

Risikoen for at udvikle cøliaki er omkring 10 procent, hvis andre i familien har sygdommen.

Hvis du har mistanke om, at du reagerer på mad med gluten, skal du kontakte din læge og undersøges, før sygdommen kan konstateres.

– Gå til lægen og få startet en udredning op, mens du stadig spiser gluten. Hvis du spiser glutenfrit, kan der ikke tages de nødvendige blodprøver og biopsier, der kan vise, om du har cøliaki, forklarer Mia Rasholt.

Kuren mod glutenintolerance er livslang 100 procent glutenfri kost.

– Hos de fleste vokser slimhinden i tyndtarmen ud igen, når de undgår gluten. De bliver sunde og raske, men hvis de spiser gluten, vil symptomerne blusse op igen, siger Mia Rasholt.

Ingen grund til at undgå gluten, hvis du er rask

De senere år er det blevet populært at undgå gluten i kosten, selvom man ikke har fået konstateret glutenintolerance.

Mange oplever fx at få det bedre, når de dropper hvede og rug i kosten.

– Det kan sagtens have en effekt, hvis man fx er blandt de 10-15 procent, som har irritabel tyktarm. Men det har intet med gluten at gøre. Det handler om de kulhydrattyper, der er i hvede og rug, forklarer Mia Rasholt.

Low fodmap-diæten, hvor man undgår mange glutenholdige fødevarer, kan også berolige en irriteret tarm. Men igen: Det handler ikke om gluten, pointerer diætisten.

Der er ikke noget, der tyder på, at det er sundere at spise mad uden gluten, hvis du er sund og rask og ikke har fået konstateret cøliaki.

– Så der er ingen grund til at undgå gluten – tværtimod indeholder mange fødevarer med gluten vigtige næringsstoffer, som er gavnlige for kroppen, siger Mia Rasholt.

Flere artikler om samme emne

8 myter om gluten og glutenintolerance

Er det sundere at spise glutenfri mad? Og kan man vokse fra glutenintolerance? Klinisk diætist og kostkonsulent Mia Rasholt fra Regionshospitalet Horsens sorterer i fup og fakta om gluten og cøliaki.

Læs mere her: Tjek din viden om sundhed og symptomer

Tip til hverdagen med glutenintolerance

Vær opmærksom på alt, hvad du putter i munden. Det er let at gennemskue, at der kan være gluten i brød og pasta. Men der er glutenholdigt mel i mange andre fødevarer.

Tjek det: Er der gluten i remouladen og leverpostejen?

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet