Endometriose: Sådan kan sygdommen behandles
Endometriose er en kronisk sygdom, som ikke kan helbredes.
Udgivet d. 30. september 2024
Lægerne kan tilbyde hormonbehandling og i sværere tilfælde operation ved endometriose. Overlæge Maja Lundegaard Iversen fra Regionshospitalet Gødstrup gør dig her klogere på, hvornår du skal søge læge – og hvad lægen kan gøre.
Hvis man har symptomer på endometriose, så skal man gå til sin praktiserende læge, som kan behandle sygdommen.
– Jeg plejer at sige, at de rette kvinder skal ses af lægen. Det er ikke alle med menstruationssmerter, der skal gå til lægen, for så vælter hele sundhedssystemet. Men hvis det bliver til en generende sygdom, så er det vigtigt at få diagnosticeret. Ubehag må nok accepteres, men det er ikke sundt af have ondt, siger Maja Lundegaard Iversen.
Behandlingen er den samme, som man bruger til behandling af andre former for menstruationssmerter. Den praktiserende læge behandler med hormoner for at styre kvindens egne hormoners indvirken på vævet. Det kan lyde lidt mærkeligt, at lægerne behandler denne sygdom, som er udløst af hormoner, med hormoner.
– Men vi gør det på en balanceret måde, hvor vi bruger p-piller og minipiller og hormonspiral til smerter, der kommer af endometriose. Det er især det kvindelige østrogen, der stimulerer endometriose, og når vi behandler med hormon, så balancerer vi kroppen med det hormon, som hedder gestagen. Det får undertrykt aktiviteten i vævet og dermed dæmpet smerterne.
Hvis behandlingen ikke hjælper, kan man blive henvist til en speciallæge som Maja Lundegaard Iversen eller privatpraktiserende gynækologer med kendskab til endometriose.
Her vil patienten blive ultralydsskannet, og på den skanning kan man stille diagnosen, hvis der er udbredte forandringer.
– Behandlingen vil ofte være den samme som hos den praktiserende læge, nemlig hormoner. Hvis ikke det er nok tilbydes operation.
Har man ganske lidt endometriose, så er det ikke kirurgien, som er mest effektiv i forhold til effekt på smerter og livskvalitet. Kirurgi er mere effektiv på symptomerne ved mere udbredt endometriose.
– Vi skal hver gang afveje de ulemper, der kan være ved en operation i forhold til, hvad en operation kan afhjælpe. Vi ser også, at endometriose kan komme igen, selvom vi er blevet noget bedre til at operere for det, så der går længere tid, inden det kan blive nødvendigt at gentage operationen, siger Maja Lundegaard Iversen.
Læs også:
Hvad er endometriose?
Se mere her: Få mere at vide om endometriose, som kan være en meget smertefuld sygdom
7 gode råd mod endometriose
Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed
Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.
Se andre artikler fra nyhedsbrevet her
Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.