Artiklen er udgivet d. 5. juli 2023
Foto: Søren Braad Andersen, Regionshospitalet Gødstrup

Søvnapnø er en vejrtrækningsrelateret søvnforstyrrelse, hvor du stopper med at trække vejret i kortere eller længere tid.

Pauserne betyder, at mængden af ilt i blodet falder – og søvnrytmen forstyrres. Der er kommet meget fokus på søvnapnø, både årsager og behandlingsmuligheder, fordi lidelsen har stor betydning for den enkelte.

– En god dag starter med en god nats søvn. Mangel på søvn har enorm betydning for både livskvalitet og helbred, siger afdelingslæge, Anne Bystrup, Øre-, Næse- og Halskirurgi på Regionshospitalet Gødstrup.

Undersøgelser har vist, at omkring 10-15 procent af alle mænd og 5-8 procent kvinder har søvnapnø, men tallene er formentlig noget højere.

– De hyppige opvågninger og forstyrrelser i søvnen betyder, at vi ikke kommer langt nok ned i den REM-søvn, som er utrolig vigtig for vores restitution. Den dårlige iltning vil få blodtrykket til at stige og kræver et større arbejde af hjertekar-systemet. Man kan sige, at man ikke er sat ordentligt i opladeren, siger Anne Bystrup.

Alvorlige konsekvenser

Tilstanden kan få alvorlige konsekvenser. Undersøgelser på patienter med blodpropper har vist, at 60-70 procent havde erkendt eller ikke erkendt søvnapnø.

– Det er markante tal. Vi ser, at der er en stor sammenhæng mellem søvnapnø og blodpropper, forhøjet blodtryk, diabetes og depression– det kan også forårsage pludselig død især i kombination med svær overvægt. Så er det også vigtigt at nævne risikoen for trafik- og arbejdsrelaterede ulykker, den risiko kan man nedsætte ved at komme i behandling. Samtidig kan søvnapnø få stor indflydelse på ens livskvalitet og trivsel. 

Lægerne inddeler tilstanden i sværhedsgrader:

  • Har man 5-15 vejrtrækningspauser i løbet af en time, vil eksperterne sige, at man har mild søvnapnø.
  • 15-30 pauser er moderat søvnapnø.
  • Over 30 vejrtrækningspauser i løbet af en time betyder svær søvnapnø.

– Vi definerer det som en pause, hvis den varer 10 sekunder. Hos børn taler vi om vejrtrækningspause, hvis de holder pause over det, der svarer til to vejrtrækninger. Man er sjældent selv bevidst om pauserne, og derfor er det vigtigt at få undersøgt.

Hvorfor får man søvnapnø?

Tilstanden skyldes, at den øvre luftvej kollapser på grund af nedsat plads, og fordi musklerne slapper af, når du sover. Den nedsatte plads i luftvejene kan hænge sammen med ens anatomi, det kan også have noget at gøre med overvægt.

– Men det er vigtigt at understrege, at lidelsen ikke kun ses hos den ældre, overvægtige mand, som fordommen måske siger. Søvnapnø kan opstå hos alle, også børn, understreger Anne Bystrup.

Der findes flere typer søvnapnø. Den obstruktive søvnapnø er langt den hyppigste.

Den skyldes manglende plads i hals eller svælg, det kan også være ens tunge eller kæbens placering, som forårsager lidelsen. Hos børn kan det være mandler eller polypper, der fylder. Den såkaldt centrale søvnapnø kommer af manglende impuls fra centralnervesystemet.

– Den er mere sjælden, men der er i de senere år kommet fokus på, at flere end man regnede med kan have en blandingsform af de to typer.

Hvis du har mistanke om søvnapnø

Har du mistanke om søvnapnø, skal du kontakte din praktiserende læge, som kan udrede, hvorvidt der er tale om andre årsager til søvnforstyrrelserne.

Hvis lægen mener, det kan være søvnapnø, vil du blive henvist til en øre-, næse- og halslæge, som dels undersøger de øvre luftveje – og så kan du få et apparat med hjem, der måler vejrtrækningsbevægelser og iltmætning af blodet.

En mulig behandling er CPAP, en maske, der kan blæse luft og på den måde sørge for, at holde luftvejene åbne.

– Den metode er ufarlig og god for mange. Andre muligheder er en snorkeskinne, også kaldet en MAD-skinne, som helt bivirkningsfrit kan støtte kæben under søvn. En tredje mulighed vil for nogle være søvnkirurgi, hvor man skaber plads i næsen, svælget eller ganen, forklarer læge Anne Bystrup.

Du kan snorke uden at have søvnapnø

Du kan godt snorke uden at have søvnapnø og uden at mangle ilt om natten.

Snorken opstår, når luftpassagen i næse, mund eller svælg er forsnævret. Det behøver ikke som sådan at skade dit helbred, men det kan forstyrre din nattesøvn, så du vågner om morgenen med følelsen af ikke at være veludhvilet.

Snorken kan være så højlydt, at den kan genere ikke kun dig selv, men også dine omgivelser. Hvis du er generet af snorken, så tal med din læge eller øre-, næse-, halslæge.


Kilde: Afdelingslæge, Anne Bystrup, Regionshospitalet Gødstrup.

Læs også:

Søvnapnø: Hold øje med disse symptomer

Se listen her: Lidelsen påvirker dig både om natten og dagen.

Dette kan du selv gøre, hvis du har søvnapnø

Bliv klogere her: Gode søvnvaner har stor betydning

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet