Udgivet d. 6. oktober 2023

Her giver Thomas Marcussen, psykolog og klinikleder, Forskningsklinikken for Ludomani på Aarhus Universitetshospital, råd og strategier til dem, der ønsker at genvinde kontrol over deres liv og mindske deres afhængighed af at spille om penge.

  • Tal med andre. Spilleafhængighed er ofte tabuiseret og forbundet med skam, så mange kan gå alene meget længe. Hvis du har nogen, du har tillid til, så inddrag dem. Det behøver ikke være en nær pårørende. Det kan være en lærer, ens læge eller en anden fagperson.

    Det er vigtigt, at der er en, som kan prikke til dig og spørge ind til, om du har gjort noget ved det. Motivationen kan være meget svingende, når vi taler om at bryde afhængighed. Det ene øjeblik kan man indse, at man har brug for hjælp, og det næste øjeblik spiller man igen.

  • Begræns dit spil hos spillemyndigheden. Hos myndigheden kan du finde ROFUS (register over frivilligt udelukkede spillere). Her har du mulighed for i forskellige tidsperioder at udelukke dig selv fra online spil og kasinoer i Danmark. Samtidig siger du ’Nej tak til spilreklamer’.

  • Sæt en realistisk beløbsgrænse. Alle spilleudbydere i Danmark har værktøjer, der kan sætte beløbsgrænser. Brug dem.

    Gør dig klart, hvad budgettet kan bære. Det kan være meget forskelligt, alt efter om man er ung uden de store forpligtelser eller familiefar med mange faste udgifter.

  • Kig bredt på din egen situation. Har du udfordringer i dit liv, det kan være konflikter eller tab eller sygdom – så tag dem alvorligt og overvej, om de kræver behandling.

    Hvis man får gjort noget ved andre problemer i ens liv, kan det ofte have en positiv indvirken på ens trang til at gamble.

  • Spil er underholdning, ikke en livsløsning. Det er nemt at tro, at spil er en kilde til indtægt. Men se det i stedet som underholdning, man betaler for.

    Hvis man spiller over tid, så taber man penge. Tips hver lørdag kan være hyggeligt, men på den lange bane er det hygge, som koster penge.

  • Gevinsten kan være afhængighedsskabende. En gevinst kan drive og eskalere din afhængighed. Gevinsten kan give et kick og bøje ens selvfølelse, så man tror på, at man er helt specielt god.

    Hos Forskningsklinikken for Ludomani kan fortællingen om den første gevinst fylde selv mange år senere. Træk gevinsten ud og fasthold dit spilbudget.

Læs også:

Psykolog: Gambling er et stigende problem

Se mere her: Disse 2 grupper er hårdest ramt

Sådan hjælper du en spilleafhængig

Pas på dig selv: Gambling påvirker også omgivelserne

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet