Hvad er hovedpine?

Udgivet d. 6. marts 2024.

På Hovedpineklinikken i Viborg udredes og behandles en lang række kroniske hovedpinesygdomme.

Her fortæller sygeplejerskerne Stine Sølager Kriegbaum og Jette Jørgensen fra Neurologisk Hovedpineklinik, Regionshospitalet Viborg om baggrunden for det, man kan kalde almindelig hovedpine, og hvornår det kan være nødvendigt at søge læge.

– Hovedpine er noget, vi alle kender til. Det man skal være opmærksom på, er hvis hovedpine begynder at fylde mere i ens liv, for eksempel hvis man over længere tid har hovedpine 2-3 gange om ugen. Hvis hovedpinen begynder at have indvirken på ens hverdag og arbejdsliv og sociale liv. Så kan der være grund til at søge læge, siger sygeplejerske Jette Jørgensen.

– For nogle er hovedpine forbigående, for andre er det et livsvilkår og en følgesvend i livet, som man er nødt til at tage ansvar for og tilrettelægge sit liv efter, siger sygeplejerske Stine Sølager Kriegbaum

Den almindelige hovedpine har ’almindelige’ årsager. Måske har man i en periode for mange gøremål i hverdagen, pres på jobbet, får for lidt at drikke og spise, for lidt søvn, har spænding i kroppen eller bekymringer.

– Hvis man ser på befolkningen, ja, så er tempoet højt, og hverdagen er travl. Vi er meget på sociale medier, det vil sige, vi er konstant tilgængelige, vi sidder stille og kigger på en skærm, det kan alt sammen være med til at give hovedpine, siger Jette Jørgensen.

Man taler om kronisk hovedpine, hvis man har hovedpine mere end 15 dage om måneden.

– Der er mange typer hovedpine, og det er vigtigt at finde ud af, hvilken type, man har, for at kunne behandle den korrekt, siger Stine Sølager Kriegbaum.

Fem typer kronisk hovedpine

Her gennemgår de to sygeplejersker fem typer hovedpine, som de møder på Hovedpineklinikken.

De første to typer kan ofte behandles hos den praktiserende læge, da der findes gode standardbehandlinger.

De tre sidstnævnte kræver som regel behandling hos specialister, fx hos privatpraktiserende neurolog eller Hovedpineklinikken.

  • Spændingshovedpine. Det er typisk en hovedpine, som er jævnt til stede i løbet af dagen og ikke forværres ved fysisk aktivitet. Årsagen kan være for lidt søvn, for lidt at spise og drikke, en for travl hverdag eller forkerte arbejdsstillinger.

    Jo mere ondt man får, jo mere spænder man, så det er en ond spiral. Hovedpinen er mild eller moderat og sidder ofte i hele hovedet, baghovedet og eller nakke.

    Her kan man søge egen læge – og hovedpinen kan ofte behandles med håndkøbsmedicin og ved at ændre vaner.

  • Migræne. Denne type hovedpine kommer i anfald, den begynder ofte i den ene side af hovedet og har en dunkende eller pulserende karakter.

    Den forværres typisk ved fysisk aktivitet. Man kan have kvalme og opkast. Ofte er man lyd og lysfølsom. Et anfald varer typisk mellem fire og 72 timer.

    Migræne kan forebygges og behandles med medicin. Her kan man søge egen læge – og der findes gode og nyere behandlingsmetoder.

  • Hortons hovedpine. Lidelsen kommer i perioder i det vi kalder klynger, efterfulgt af længere perioder, hvor man ikke mærker noget.

    Det er en meget voldsom smerte, ofte i den ene side, det kan føles som en kniv i øjet. Patienten kan have løbende næse og væskende øje i den side, hvor smerten sidder. Patienten er ofte rastløs og kan ikke finde hvile.

    Behandlingen er en kombination af forebyggelse og smertebehandling med indånding af ren ilt og indsprøjtninger med et migrænemiddel.

  • Trigeminusneuralgi. Dette er en smertetilstand i ansigtsnerverne, og den kommer i kortvarige anfald, som har en skærende karakter.

    Årsagen er typisk, at noget presser på nerverne i ansigtet. Ofte tror patienterne, at smerterne skyldes tænderne. Tilstanden kan man påvise ved en skanning. Smerterne kan komme ved pludselige temperaturskift, og sygdommen kan bremses, hvis man undgår temperaturskift og lignende påvirkning.

  • Medicin-overforbrugshovedpine. Et overforbrug af smertestillende medicin kan føre til øget og vedvarende hovedpine.

    Som tommelfingerregel må du kun tage smertestillende medicin to dage om ugen, ni dage om måneden, ellers er man i risiko for at få medicinoverforbrugshovedpine.

    Vi ved, at over 100.000 danskere lider af medicin-overforbrugshovedpine. Det er typisk patienter, som lider af en anden type hovedpine, som så får denne ekstra type oveni.

    Den mest almindelige behandling er en såkaldt medicin-sanering, hvor man får hjælp og støtte til at stoppe al medicinering i to måneder.

Gode behandlingsmuligheder

Der er de seneste år gennemført omfattende og målrettet forskning på hovedpineområdet, og det har ført til nye og mere effektive typer af behandling.

– Derfor kan man nu bedre målrette behandlingen af migræne, både når vi taler om at forebygge anfald og behandle akutte anfald siger Stine Sølager Kriegbaum.

– Der er gode behandlingsmuligheder for alle typer hovedpine. Men det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, understreger Jette Jørgensen.

Hovedpine kan være symptom på andre sygdomme. Et eksempel, som de to sygeplejersker jævnligt møder på klinikken, er, at patienter, som kommer med hovedpinesymptomer, viser sig at lide af søvnapnø eller forhøjet blodtryk.

Hvis det er tilfældet, er det muligt at henvise videre til den rigtige behandling for netop denne lidelse.

Læs også:

Hovedpine: Har du disse symptomer, bør du søge hjælp

Klik dig klogere her: Vær opmærksom på forbruget af smertestillende medicin.

11 gode råd til at afhjælpe hovedpine

Se mere her: Gode råd, hvis du lider af hovedpine.

Nyhedsbrevet Din Guide til Sundhed

Artiklen her er fra Region Midtjyllands nyhedsbrev 'Din Guide til Sundhed'.

Se andre artikler fra nyhedsbrevet her

Tilmeld dig nyhedsbrever herunder.

Tilmeld dig til nyhedsbrevet