Kommunikation i familien

Når sygdom rammer, kan det være vanskeligt at bevare en åben og ærlig dialog i familien, fordi ønsket om at passe på hinanden er udtalt. Det bliver pludselig svært at få udtrykt tanker og følelser. Ofte ønsker man ikke at såre hinanden eller belaste hinanden yderligere.

Dette kan betyde en uhensigtsmæssig hensyntagen til hinanden, som kan forhindre parterne i at få talt om det, der er vigtigt. Ofte kan man som familie ende i undlade at sætte ord på svære tanker og følelser. På den måde kan der let opstå misforståelser i en familie, fordi man tillægger hinanden behov, der ikke er reelle.

Dette kan resultere i en oplevet distance, som giver større psykisk smerte og en oplevelse af ensomhed.

Også forholdet til venner, bekendte og kolleger kan blive påvirket. Det kan hænge sammen med, at omgangskredsen er usikker på, hvad de skal sige, og er bange for at træde for nær. Ofte ved de ikke, hvordan de bedst kan støtte.

Mange med kræft sætter en ære i at kunne klare sig selv og har svært ved at udtrykke, hvad de har brug for, og hvad de gerne vil have deres netværk til at hjælpe med.

En anden udfordring er, at rollerne i familien ofte forandres i forbindelse med sygdom. Dels får den syge en rolle som patient samtidig med, at han/hun skal være ægtefælle, forælder, ven og kollega. Det kan skabe en oplevelse af rolleforvirring, hvis man plejer at være den, der passer på andre, men nu er den, der skal passes på.

Det kan også være, at man som patient oplever ikke at kunne leve op til egne forventninger om, hvad det vil sige at være en god mor eller far, datter eller søn.

Senere i forløbet kan den syge opleve at blive fastholdt i patientrollen, selv om man har brug for at komme tilbage til en vis normalitet.

De pårørende kan ligeledes opleve at blive udmattet over tid, fordi den pårørende ofte må påtage sig rollen som omsorgsperson og den, der primært har kontakten til den øvrige familie og venner.

I situationer med krise er det naturligt at møde sådanne forandrede roller i familien og de modsatrettede følelser, der er knyttet hertil. Det kan også være vigtigt at få talt om for at undgå følelsen af ensomhed og distancering til hinanden

• Vær ikke bange for at spørge, hvad den anden har brug for, hvis du er i tvivl.
• Vær ærlig om de svære ting. Ofte er forestillingerne værre end virkeligheden. Det kan aflaste at få sat ord på ens tanker og få lavet konkrete aftaler.
• Tål et nej og en afvisning. Spørg igen.
• Når vi rammes af sygdom som patient og som pårørende, ved vi ikke altid, hvad vi har brug for, så det er rart at blive tilbudt konkrete forslag.
• Hold pauser fra sygdommen og giv hinanden frikvarterer.
• Sig fra og sæt grænser.