Hold dig i gang, både psykisk, fysisk og socialt

Så længe man er rask og rørig og eventuelle kroniske sygdomme er velbehandlede, mærker man ikke nødvendigvis alderen. Sygdom og behandling kan dog påvirke både styrke og velbefindende. Hverdagens aktiviteter kan gå hen og være besværlige, da al energi måske bruges på sygdom og en eventuel behandling. Energiniveauet kan blive mindre end sædvanlig og der kan mangle overskud til fx at få købt ind, lavet mad eller deltage i de sociale aktiviteter, man plejer. 

Hvis du oplever noget af dette, kan det være en rigtig god idé, at du allierer dig med pårørende, familie eller venner. Langt de fleste vil rigtig gerne give en hjælpende hånd i hverdagen. Det kan være, at en fra omgangskredsen vil tage sig af, at koordinere for dig. Har du ikke selv et netværk eller en partner, der kan hjælpe, kan du kontakte din kommune, da der kan være mulighed for at få bevilliget hjælp.

At være fysisk aktiv og være i så god form som muligt betyder, at kroppen har bedre modstandskraft og styrke at stå imod med.

Mere og mere forskning viser, hvor vigtigt det er at holde sig fysisk aktiv i alle aldre. Både psyke og krop styrkes gennem motion og bevægelse. Træning kan forbedre velbefindende og søvn. Trænede muskler gør det lettere at klare hverdagens opgaver. Fysisk aktivitet kan være på mange måder og forskellige niveauer. Sundhedsstyrelsen anbefaler at stile mod at være fysisk aktiv 30 minutter om dagen og det må gerne deles op i 3 x 10 minutter. Tag udgangspunkt i det niveau, du befinder dig på, og husk at lidt er meget bedre end ingenting, for eksempel rejse-sætte sig øvelser.

Læs mere om fysisk aktivitet

Hen ark med rejse-sætte sig øvelser (pdf)

Du kan også få vejledning og rådgivning i din kommunes kræftrehabilitering.

Det ændrede liv med kræft, familien og de nære relationer

4 Minutter. 

Mød Niels og Lone, og hør deres historie om livet med kræft, og hvordan det har påvirket deres hverdag og aktiviteter i forhold til familien og de nære relationer.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Netværk og tilbud, snakken om livet og gode råd til andre

6 minutter.

Hør Niels og Lones erfaringer med at kunne have nogen ligesindede at snakke med, og hvordan kræften kan sætte tanker i gang om livet og døden.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Omgangskreds og det sociale liv

Nogle mennesker oplever, at deres sociale netværk er blevet mindre med årene af helt naturlige årsager. Vi ved, det er betydningsfuldt det er for ens velbefindende, at man har sociale relationer. Det kan være vigtigt for dig, at få et overblik over og være bevidst om, hvem der er en del af dit netværk.

Du kan få et overblik ved at udfylde et netværksdiagram (pdf).

Vil du gerne have nye bekendtskaber, kan du kontakte din kommune, der har overblikket over de muligheder, der er i dit nærområde som fx netværk, spiseklubber og lignende. 

Find links til tilbud i din kommune på sundhed.dk

Hvis du er alene og ikke har nogen, der kan ledsage dig fx når du skal til samtale eller undersøgelse på hospitalet, kan det være muligt at blive tilknyttet en frivillig Navigator gennem Kræftens Bekæmpelse, eller gennem andre frivillige ordninger.

Se mere om Navigator på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside.

 

Psykisk påvirkning og humør

Vi har samlet information om psykisk påvirkning, hvor du kan få viden om, hvordan det psykiske velbefindende kan påvirkes under og efter behandling, hvad det er, der sker i hjernen og kroppen, når man er i krise. 

Gå til siden om psykisk påvirkning

Oplever du dit humør svinger meget eller vil du gerne holde øje med det, kan du prøve humørskemaet.

Hent humørskemaet

 

Hvad er vigtigt for mig under min kræftsygdom?

Ønskesedlen er udviklet af Morten Starup, som i 2009 var patient i Kræftafdelingen på AUH.

Idéen var at udvikle et redskab, som kan hjælpe patienter og pårørende med at reflektere over og snakke om kræften på en anden måde - en måde som ikke kun omhandler diagnoser, statistikker og dårligdomme ved kræften.

Ønskesedlen kan hjælpe med at sætte fokus på det, I synes, der er vigtigt.
Det giver bl.a. mulighed for, at I kan;

  • planlægge nogle gode oplevelser sammen

  • snakke om, hvordan omgangskredsen bedst kan støtte

  • beskrive, hvad der er vigtigt for de pårørende

Download ønskesedlen (pdf)