Her finder du svar på ofte stillede spørgsmål om din henvendelse til Patientkontoret.
Vi forsøger altid at ringe flere gange. Hvis vi trods flere forsøg ikke træffer dig, lægger vi en enten en besked på din telefonsvarer eller sender en besked i Digital Post med oplysninger om et direkte telefonnummer til den patientvejleder, der har din sag.
Ligesom andre offentlige digitale løsninger kan Patientkontoret have udfordringer med pålogning med NemID/MitID. Løsningerne drives af Sundhedsdatastyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen, og du kan læse mere om driftsstatus her:
Det er muligt at vælge, om ens navn skal fremgå ved pålogning med NemID/MitID – og hvad navnet i givet fald skal være. Du skal selv ændre i opsætningen af din login-metode, hvis du ønsker, at dit navn skal fremgå anderledes. Hvis dit navn angives med "pseudonym", er det fordi, du har valgt, at dit navn ikke deles med offentlige myndigheder. Du skal derfor selv aktivere visning af dit navn. Du kan læse mere her:
Alle registrerede adresser kan fremsøges i den digitale løsning. Har du udfordringer, så start med at skrive din adresse fra start af, et bogstav ad gangen. Når din egen adresse fremkommer i listen, kan du klikke på denne.
Man kan som patient altid vælge at tage på privat hospital og selv betale eller anvende sin egen sundhedsforsikring – dette finansieres imidlertid ikke af regionen. Hvis du ønsker, at regionen skal betale for behandlingen på privat hospital, skal du omvisiteres via Patientkontoret, som medsender dokumentation for, at undersøgelse/behandling betales af regionen. Hvis du selv fx anvender din sundhedsforsikring og tager på privat hospital, så husk at aflyse din tid på det offentlige hospital, så en anden patient kan få gavn af den.
Når du har oprettet en digital henvendelse, ringer vi til dig, når vi når til din henvendelse. Ved opkaldet vil du blive oplyst om dine muligheder for at komme på privat hospital samt om ventetiderne på de forskellige hospitaler. Du har også mulighed for at høre mere om dine rettigheder som patient. Du beslutter selv, hvilket af de mulige hospitaler, du vil omvisiteres til og patientvejlederen kontakter herefter det offentlige hospital, der har din henvisning, så dit forløb kan flyttes. Du bliver indkaldt direkte fra det private hospital.
Du har mulighed for at ringe til Hjælpetelefonen, hvis du ikke kan udfylde den digitale formular – f.eks. hvis du er fritaget for digital post. Her kan en medarbejder enten guide dig igennem formularen eller oprette den på dine vegne. Du kan ikke blive omvisiteret eller få rådgivning ved at ringe til Hjælpetelefonen, ligesom det ikke er muligt at ændre på rækkefølgen og blive prioriteret før andre patienter.
Skulle du blive mere syg i ventetiden, skal du tage kontakt til enten din praktiserende læge eller den læge, der har lavet henvisningen. Det er en lægefaglig vurdering, om din tilstand er akut eller hastende, og Patientkontoret har ikke mulighed for at ændre på denne vurdering eller henvisningen.
Der er ikke muligt at komme foran de andre patienter, der venter. Når patienter er henvist til undersøgelse og/eller behandling, er det en læge, der vurderer, om det skal ske akut og om patienten skal have en hurtig tid – det er en lægefaglig vurdering, som Patientkontoret ikke kan tilsidesætte.
I den kvitteringsmail du har fået på din henvendelse er der et link til at annullere din henvendelse. Du kan bruge det link, hvis du ikke har behov for vores hjælp alligevel.