Region Midtjylland sender en gang hver anden måned breve ud til en række borgere, hvor systemet bag sundhedsjournalen kan se, at en privatpraktiserende læge eller speciallæge, som borgeren ikke har som tilknyttet læge, har læst i deres sundhedsjournaler.
Når en læge uden såkaldt behandlerrelation læser i en borgers sundhedsjournal, bliver der sendt et borgerbrev afsted til borgeren med oplysninger om, hvem der har læst i vedkommendes e-journal og/eller laboratoriesvarportal, og hvornår det er sket.
Sundhedsjournalen kan desværre ikke vurdere, om f.eks. vikarer, vagtlæger eller speciallæger har haft brug for at læse i borgernes sundhedsjournaler i forbindelse med en behandling. Det er i de fleste tilfælde forklaringen for opslagene.
Hvis du har haft kontakt med lægen
Hvis du har modtaget dette brev, men kender til situationen og alt er OK, skal du ikke gøre mere.
Hvis du ikke har haft kontakt med lægen
Patientoplysninger er fortrolige, og borgere der ikke mener, at de har været i kontakt med den/de behandlere, der er oplyst i brevet, kan få hjælp til at få en nærmere forklaring på opslaget, eller til at klage over opslaget.
Hvis du ønsker en nærmere afklaring på opslaget, kan du kontakte Patientkontorets sekretær på telefonnummer 7841 2304. Hvis du derimod ønsker at klage over opslaget, skal du kontakte patientvejlederne i Patientkontoret.
Antal udsendte breve i Region Midtjylland
Der bliver ca. sendt 3000 breve ud til borgere i Region Midtjylland hver anden måned.