Den praktiserende læge er en nøgleperson i sundhedsvæsenet. Den praktiserende læge kan klare langt de fleste henvendelser uden at henvise til anden behandling.

Hvad er den praktiserende læges rolle

Den praktiserende læge er en nøgleperson i sundhedsvæsenet. Den praktiserende læge kan klare langt de fleste henvendelser uden at henvise til anden behandling.

For at komme til behandling i en række andre behandlingstilbud skal du have en henvisning fra din praktiserende læge. Det gælder behandling på sygehuse og hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut eller psykolog.

Der kræves ikke henvisning fra den praktiserende læge til behandling hos ørelæge, øjenlæge eller kiropraktor.

Valg af lægepraksis og sikringsgruppe

Som gruppe 1-sikret er du tilmeldt en lægepraksis med én eller flere læger. Du vælger selv, hvilken praksis du ønsker at være tilmeldt, efter de gældende regler for valg af læge. Lægehjælpen ved praktiserende læger betales for gruppe 1-sikrede af sygesikringen.

Din bopælskommune har en lægevalgsliste med oplysninger om de læger, du kan vælge imellem.

På sundhed.dk kan du se, hvilke læger der har åbent for nye patienter.

Hvis du vælger at være gruppe 2-sikret, kan du frit vælge mellem alle læger. Lægen får udbetalt sygesikringshonoraret direkte fra sygesikringen, hvis lægen har overenskomst med sygesikringen. Herudover skal du selv betale et beløb til lægen. Beløbets størrelse fastsættes af lægen.

Hvis du vælger en læge, der ikke har overenskomst med sygesikringen, skal du betale lægens honorar. Herefter kan du få sygesikringstilskuddet refunderet ved kommunen.

Find kontaktinformation på en praktiserende læge på Sundhed.dk