Sådan kommer man på hospice
Visitationskriterier
For at komme på hospice skal man have en livstruende sygdom, ledsaget af komplekse palliative problemstillinger af fysisk, psykisk, social og / eller eksistentiel karakter, der ikke kan lindres tilstrækkeligt på basis niveau, af egen læge, kommunal døgnpleje eller på almindelig hospitals afdeling.
For at blive indlagt på hospice i Region Midtjylland, skal følgende kriterier være opfyldt:
- Forventet kort levetid for den henviste (lægen skal have lavet terminalbevilling)
- Helbredende behandling er ophørt
- Komplekse problemstillinger af fysisk, psykosocial eller eksistentiel karakter hos den henviste
- Behandlingsniveauet skal være afklaret, så den henviste ikke har symptomer der betyder, at der er behov for indlæggelse på hospital
- Den henviste har et ønske om at leve den sidste tid på hospice og er velinformeret om andre muligheder for ophold og støtte.
Visitationskriterier
Henvisning
Det er egen læge, sygehuslæge eller læge fra palliativt team/Enhed for Lindrende Behandling, der henviser til hospice.
Henvisningen sendes elektronisk til Hospice Søholm via et lukket system - Region Midtjyllands EPJ (elektronisk patientjournal)
Hospice Søholm: HOS, afd. 70.48.01.0
Lokationsnummer: 5790001998349
med følgende informationer:
- Personlige data og sociale forhold
- Kort beskrivelse af sygdomsforløbet.
- Begrundelse for ønske om at komme på hospice.
- Fagligt skøn på, hvor patienten er i sit sygdomsforløb
Hvis det ikke er muligt at sende henvisningen elektronisk via EPJ, kan den sendes via fax: 7841 3330.
Man er velkommen til at besøge Hospice Søholm for at danne sig sit eget indtryk af stedet.
Visitation
Henvisningerne behandles af læge fra Enhed for lindrende enhed ved Aarhus Universitetshospital i samarbejde med hospice- eller souschefen.
Den henvisende instans eller patient / pårørende kontaktes angående prioriteringen af henvisningen.
Når der er plads på hospice, vil der blandt henvisningerne blive foretaget en prioritering.
Der er ikke en decideret venteliste på Hospice Søholm. Det betyder dog ikke, at der ikke kan forekomme ventetid, men at patienter med de største behov visiteres først. Hver henvisning vurderes ud fra patientens og de pårørendes aktuelle situation og behov.
Henvisende instans er altid meget velkommen til at rette henvendelse ved spørgsmål om visitationskriterier og ledige pladser.
Såfremt patient opfylder visitationskriterierne indlægges den patient, som vurderes at have de mest komplekse problemstillinger, så hurtigt det er muligt.
Når patienten tilbydes en plads vil det ofte være med kort varsel.
I forbindelse med indlæggelse vil der altid være en statussamtale efter 6 uger med henblik på fremtiden.
Udskrivning
Hvis patienten under opholdet kommer i en stabil og rolig fase, kan udskrivelse til eget hjem, plejehjem eller lignende komme på tale.
I så fald bliver der en grundig forberedelse forud for udskrivelsen i samarbejde med patient og pårørende.
Hvis en patient er blevet udskrevet, men igen får brug for den indsats, som hospice kan tilbyde, vil patienten blive tilbudt genindlæggelse.