Den lindrende behandling, pleje og omsorg bygger på et samarbejde mellem de forskellige faggrupper. At indsatsen er tværfaglig, hjælper os til at anskue det enkelte menneske og de pårørendes individuelle behov ud fra et helhedsperspektiv. Det er altid patientens livsværdier, ønsker og behov der danner udgangspunkt for indsatsen.

Sygeplejersker

Sygeplejerskerne har alle en bred og varieret erfaring fra mange forskellige områder.

Sygeplejen har til formål at skabe velvære og støtte til aktivitet og livsudfoldelse, samt skabe lindring ved livets afslutning.

Det relationelle aspekt af sygeplejen er af stor betydning, når man skal bistå mennesker ved livets afslutning. Derfor er udgangspunktet for sygeplejen altid det enkelte menneske, med det liv der er levet og det liv der endnu skal leves.

Læger

Lægedækningen varetages af læger fra Enhed for Lindrende Behandling ved Aarhus Universitetshospital. Lægerne har specialuddannelse i palliativ medicin og deres opgave er at bidrage til lindring af de symptomer, som den indlagte har. Behandlingen tilstræber hverken at fremskynde eller udsætte døden, men at skabe størst mulig velbefindende i den sidste levetid.

Lægerne kommer mandage, tirsdage, torsdage og fredage. Deres mødetid vil være varierende. Der er lægekonsultation hos den enkelte patient efter ønske og behov. Samtale med lægen kan aftales i forvejen.

Uden for normal arbejdstid varetages lægedækningen af palliative læger i Region Midtjylland.

Egen læge er også meget velkommen til at komme på hospice.

Psykolog

Som psykolog lytter, støtter og tilbydes følgeskab, når den indlagte og de pårørende forsøger at forholde sig til den lidelse, afmagt og det kaos, som ofte opstår i forbindelse med uhelbredelig sygdom.

Psykologen kan fortælle om typiske tanker, følelser og reaktioner i den svære livssituation indlagte og pårørende står i. Psykologen kan rådgive om, hvordan eventuelle børn støttes og inddrages.

Psykologen medvirker også ved familiesamtaler, hvor der blandt andet kan være fokus på, hvordan man i familien opnår det bedst mulige samarbejde.  

Samtalerne kan foregå individuelt, som par eller med flere familiemedlemmer. Man kan mødes på stuen, i samtalelokalet eller gå en tur ved Brabrandsøen.

Psykologen træffes tre dage om ugen.  

Præst

På Hospice Søholm står præsten til rådighed for samtaler med alle patienter og pårørende. Det kan være samtaler om livets afslutning, om tro og håb, tvivl, ensomhed, sorg og magtesløshed eller andet, du måtte have behov for.

Hospicepræsten afholder gudstjenester i dagligstuen. Disse annonceres et par dage i forvejen. Såfremt du eller dine pårørende måtte ønske det, står præsten også til rådighed for andagter eller andre ritualer på stuen.

Tre gange om året inviterer Hospice Søholm til et pårørendearrangement med en mindehøjtidelighed for de pårørende, der har mistet en af deres nærmeste på Hospice Søholm. Præsten tilrettelægger dette i samarbejde med det øvrige personale.

Hospicepræsten kan også formidle kontakten til din lokale sognepræst eller repræsentanter for andre trossamfund, hvis det ønskes.

Præsten træffes 2-3 dage om ugen eller ved behov.

Fysioterapeut

Fysioterapi er en del af det tværfaglige tilbud på Hospice Søholm.

Målet med den fysioterapeutiske behandling er at bidrage til størst mulig livskvalitet, og indsatsen tager altid udgangspunkt i det enkelte menneskes aktuelle ønsker og behov med den variation, der er fra dag til dag.

Behandlingen kan være målrettet konkrete problemstillinger som f.eks. åndenød, smerte, uro, angst, nedsat funktionsniveau, forstoppelse eller ødem; men sigtet kan også være at give en god kropsoplevelse i en sygdomsplaget krop.

Fysioterapeuten deltager i de tværfaglige konferencer, og, hvor det er relevant, i status- og udskrivningssamtaler.

Træffes i dagtimerne mandag til fredag.

Musikterapeut

Musikterapi har til formål at lindre og fremme livskvalitet. Det er en videnskabelig funderet behandlingsform, som bruger musikken som det primære værktøj. Det kan bl.a. ske ved at bruge musikken til at hjælpe patienter til at slappe af, få afspændt kroppen, berolige og aflede tankemylder.

Musikterapeuten arbejder også med at øge det generelle velvære, det kan ske via fællessang, livemusik på gangene, livemusik på stuerne med yndlingsnumre og samtaler om stort og småt. Salmer og relevante sange kan på en særlig måde være med til at sætte ord på, samt støtte op om eksistentielle og åndelige temaer.

Musikterapueten tilbyder også sin hjælp til patienter og pårørende ift. at udvælge sange til begravelse/bisættelse og eventuel udsyngning.

Musikterapeuten træffes tirsdag og fredag.

Køkken

I køkkenet tilberedes der dagligt mad til patienter, pårørende, frivillige og personale, ligesom der tilbydes forplejning, hvis man ønsker at holde en sammenkomst i forbindelse med særlige mærkedage.

Maden til den indlagte har fokus på den enkeltes ønske og behov, så man oplever nydelse og gode smagsoplevelser, selv om man måske er småt spisende. Køkkenpersonale taler gerne med den indlagte om netop hans eller hendes ønsker og prøver at imødekomme de særlige behov der måtte være.

Maden er altid lavet fra bunden med fokus på årstidens råvarer, æstetik, fællesskab omkring måltiderne og gode sanse- oplevelser.

Rengøring

Varetager rengøring af patientstuer, fællesrum, gangarealer, kontorer mv.

Pedel

Drift og vedligeholdelse af hospice's bygninger og udearealer varetages af en pedel.

Pedellen bliver dagligt mødt af mange forskellige opgaver, store som små, og bliver ofte udfordret på snilde og talent for holdbare løsninger.

Hvad enten det er patienter, pårørende eller personale, står pedellen altid klar med en hjælpende hånd.

Træffes i dagtimerne mandag til fredag.

Sekretær 

Sekretæren er ofte den man møder, når man træder ind af døren på hospice. Sekretæren er husets "blæksprutte" og er ansvarlig for de administrative opgaver, herunder telefonpasning, betalinger, bogføring, skriveopgaver og alverdens praktiske opgaver.

Træffes i dagtimerne mandag til fredag.

Frivilligkoordinator 

Koordinatoren er ansvarlig for at rekruttere og fastholde frivillige på Hospice Søholm.
Koordinatorens vigtigste rolle er at sikre trivsel, sammenhold og sammenhæng for de frivillige samt være bindeled mellem de frivillige og de øvrige faggrupper.
Derudover tager koordinatoren initiativ til sociale arrangementer for de frivillige med månedlige fællesmøder, netværksarrangementer og arrangementer, der tiltrækker folk udefra.